Tanker omkring symfonierne
Af Adam Fischer
Dateret: Salzburg, 21. februar 1772
KV 124 er den UNGDOMMELIGE OPBRUDS MUSIK. Allerede i femte takt bryder solen pludselig frem. Den raffinerede enkelthed, der præger tredje satsen, kan man blive forfalden til. Sidste sats jager blodet gennem årerne på én. Lyttere med tendens til for højt blodtryk burde først konsultere deres læge eller deres apoteker.
Skrevet i Salzburg, maj 1772
KV 128 er DEN MEST EJENDOMMELIGE, pludselige forvarsler om skæbnesvangre hændelser, dødsvarsler i første akt, og så skinner solen igen. Man vender tilbage til jordnær livsglæde, man danser, tramper, synger.
Skrevet i Salzburg, maj 1772
Første satsen i KV 129 er SKOSERIETS MUSIK. Det er som om Mozart vil drille os og glæder sig morderisk ved det. Anden sats er en juvel. Ingen kan få temaet ud af sit hoved. Alle syttenhundredtals komponister kunne med rette have misundt Mozart dette tema.
Skrevet i Salzburg, maj 1772
KV 130 er måske DEN MEST AFKLAREDE. Igen de pludselige dødsvarsler i sidste sats, som dog her slutter fred med dem. Beroligende og fortrolige dødsangst, så at sige. Fløjterne i anden sats lyder som om man kærtegner nogens ansigt. Det unge brushoved viser her også ro og tålmodighed.
Skrevet i Salzburg, juli 1772
KV 132 er en symfoni i Es-dur, det er altid noget særligt – det er Tryllefløjtens toneart. Satsen besidder en strenghed, også sukkene i det andet tema er ikke smertelige, men snarere afklarede. Man føler sig forsonet med livet. Den sælsomt pulserende anden sats viser ligeledes en afklaret ro. Den revolterer ikke. Der kommer ro ind i uroen. Vidunderligt vittig og menneskelig er menuetten, violinerne rivaliserer med hinanden, så mister de pludselig tråden, holder op. En musik, der for de velbårne tilhørere på Mozarts tid nok har måttet virke uopdragen og noget fræk. Og så trioen med de dystre forudanelser, en snert af Schubert, bare sådan en passant. Fjerdesatsen, en rondo med sit piskesmældsagtige, muntre hovedtema. Jeg er sikker på, de højvelbårne efter koncerten har småfløjtet dette tema, det har ikke sluppet dem.
Skrevet i Salzburg, juli 1772
KV 133, den ”trillende” første sats med det grelle solskin. Middelhavsmusik, trompeterne konkurrerer med hornene, river alle med. Ved trillerne hører jeg cikader. Andensatsen med fløjten er bedårende. En musik, der konstant stræber opad som en lille, fin raket. Fløjten som en lærke højt oppe på himlen, og straks ved menuettens begyndelse følger alle med i denne svingen sig op, glade og jublende. Sidstesatsen er den vittigste, hovedtemaet gør meget kærligt grin med en der stammer, en, der ikke kan komme væk fra den første tone.
Skrevet i Salzburg, august 1772
KV 134, en solrig, blå symfoni i a-dur. Begyndelsen er som et springvand, vandet sprudler, vælder op, skyder frem. I andensatsen falder springvandet så til ro. Vandet risler bare, en spinkel brise kruser vandoverfladen. Det er forår. Luften dufter af syrener. I tredje sats danser parret så artigt i parken ved siden af springvandet, i fjerde sats ikke længere så artigt. De forsvinder i labyrinten, leger som to katte og er lykkelige. Det er vi også.
Skrevet i Salzburg, 30. marts 1773
KV 161a, Es-dur, den næste ”Tryllefløjtesymfoni”. Førstesatsen er enkel, klar, musikken bevinget og fjedrende. I sidesatsen kan man føle sommerfugle flyve. Så den vidunderlige langsomme midtersats med de sarte sukke, en rørende sårbarhed med violinernes sensible svulmende længsel; og slutsatsen med dens uspolerede lykke, med saligheden. Musikken svæver og flyver med den selvfølge, som vi kan flyve med i vores drømme. Den er en drøm.