Mozart og orkestret - Noget om oboen

Af Claus Johansen

I den klassiske periode (groft sagt mellem 1750 og 1820) blev der i den vestlige verden komponeret tæt ved 10.000 symfonier. Det er naturligt nok musik af meget forskellig karakter, men de mange værker er dog holdt sammen af visse regler og konventioner. Orkestrets krop udgøres i alle tilfælde af et strygerensemble med violiner øverst, bratscher i midten og i bunden celloer og kontrabasser. Musikken for strygerne er næsten altid firestemmig. Hvis der er blæsere med består besætningen i langt de fleste tilfælde af to oboer og to horn, hvortil man ved festlige lejligheder kan tilføje trompeter og pauker. Af og til kan oboerne skiftes ud eller suppleres med fløjter, og hvis der er personale til det, kan en fagot eller to støtte celloerne. Klarinetter er en sjældenhed i Mozarts yngre dage, men når han får mulighed for at bruge dem, anvender han dem begærligt. I Salzburg findes de ikke, der må han oftest klare sig med besætningen med strygere, oboer og horn. Den besætning var standard ved de fleste hoffer, kirker og operahuse i Europa og den sammensætning kaldte man tidligere den neapolitanske besætning. Det er det orkester, Mozart arbejder med, i næsten alle sine ungdomssymfonier og den besætning udgør kernen i mange af hans senere kompositioner for større orkester. Konventionerne siger, at strygerne - og især førsteviolinerne - skal have hovedrollen. De fire blæsere fungerer nærmest som akkompagnement. Oboerne bliver sat ind på de kraftige steder, hvor de som i barokken spiller det samme som strygerne, for at give musikken mere kraft og nye farver. Hvis det går lidt for hurtigt eller er for virtuost, giver komponisten dem en reduceret udgave af violinstemmerne. Oftest spiller de blot lange akkordtoner eller fanfarer. En sjælden gang kan en eller begge oboer få lov at give en lille intelligent kommentar til det, der foregår, blot et par takter, en lille overledning fra et tema til et andet. Og skulle orkestret have en virtuos blandt blæserne, kan det da godt blive til en lille følsom solo i en langsom sats.

Et instrument for de professionelle

Oboen var på Mozarts tid et forholdsvist nyt instrument med omkring 100 år bag sig. Den klassiske obo var i nær familie med den gamle franske barokobo. Den var som regel fremstillet af buksbom, den var smallere udboret og noget kortere end sin forgænger. Den havde derfor en lysere klang og bedre træfsikkerhed i højden, men som barokoboen havde den stadig kun to klapper (til det dybe C og Es, som musikeren ganske enkelt ellers ikke kunne nå uden at strække højre hånd af led). Omfanget var lidt over to oktaver hvilket en ordentlig oboist kunne frembringe med bare 6 tonehuller og en veludviklet skoling, der bl.a. satte ham i stand til at dække hullerne både helt, halvt og kvart. Tonen blev dannet af et lille bambusrør, som musikeren selv måtte fremstille eller købe ofte for en tårnhøj pris. Ud over fingerfærdigheden krævedes der en veludviklet vejrtrækningsteknik og en fabelagtig kontrol over læberne, da de høje toner krævede mere luft og en anden læbestilling. Dertil kom, at instrumentet ikke spillede helt rent af sig selv, så musikeren måtte have et godt øre og en lynhurtig evne til at korrigere. Oboen var med andre ord et instrument for professionelle. Alle disse ting var nødvendige at vide for den, som ville skrive en symfoni. Mozart vidste det hele og mere til. 

I Mozarts ungdomsår kom de bedste oboblæsere fra Italien og Böhmen. Han arbejdede i sin ungdom nært sammen Gioseffe Secchi, som spillede i Torino og hos kurfyrsten af Bayern. I Salzburg havde han kontakt med den venezianske virtuos Giuseppe Ferlendis og bøhmeren Joseph Fiala. Men hans bedste obosoloer er skrevet til tyskeren Friedrich Ramm, som spillede i eliteorkestret i Mannheim. Hans runde tone og forbavsende teknik (der tillod ham at få sin obo helt op på det høje F’’’) inspirerede Mozart til nogle af sine fineste soloer. I Wien, hvor der på Mozarts tid var mere end 400 professionelle blæsere, mødte han virtuoserne Wendt og Trienbsee, som med deres sangbare stil gav anledning til nogle af musikhistoriens smukkeste obosoloer i operaerne, klaverkoncerterne og i de sidste symfonier.

Mozart vidste, hvordan en obo skulle lyde og han vidste måske især, hvordan den ikke skulle lyde. I et brev fra 1787 skriver han om den tiljublede Mr. Fischer fra London bl.a. ”man kunne måske undskylde det, med at sige, at smagen har ændret sig, men nej! Han spiller kort sagt som en elendig elev - den unge André, som studerede hos Fiala spiller tusinde gange bedre - og så hans concerter- som han selv har skrevet. Hvert forspil varer et kvarter - så kommer helten selv til syne - løfter den ene fod, så den anden og plumper så aldeles til jorden - hans tone kommer direkte ud af næsen - og hans lange toner lyder som tremulanten på et orgel.”