Vi kalder det klassisk
Af Claus Johansen
Klassisk musik er i dag blevet en populær samlebetegnelse for al seriøs kompositionsmusik. Men det er også en overskrift, man sætter over den musik, som blev komponeret i perioden mellem 1750 og 1830. Vi kalder tiden klassisk for at skelne den fra romantikken, som fulgte efter. Selv om mange af de romantiske komponister så sig selv som dele af en bevægelse, er der intet der tyder på, at komponisterne på Mozarts tid opfattede sig selv som klassiske. Hvis vi ser bort fra Haydns oratorier, Beethovens symfonier og Glucks sidste operaer, skrev de deres musik til koncertlivet her og nu, og tog det som en selvfølge, at ethvert værk havde sin udløbsdato inden for få år. Ikke desto mindre gik mange af deres værker hen og blev klassikere, og vores moderne musikliv er bygget op på en række af disse engangsværker. De er blevet misfortolket, omarbejdet og fejlopført, men de er blevet stående, ikke som kanon eller monument, men som levende og vedkommende kunst, der taler direkte til enhver, som gider høre efter.
Ser vi socialt på tingene, er klassikken groft sagt den periode, hvor adelen langsomt mister grebet om musikken, og borgerskabet tager over. Men det er kun delvis rigtigt. I 1770erne er de fleste europæiske lande stadig landbrugssamfund, og mange af deres traditioner går direkte tilbage til middelalderen. Hos dem er kunsten stadig aristokratisk. Det er let at drage gale konklusioner og en af de mest gale siger, at symfonien kom til Europa i hælene på den populære borgerlige roman. Mange af de bedste musikhistorikere kommer fra England og tanken er måske ikke forkert fra en engelsk synsvinkel, men vi kommer ikke udenom, at de bedste klassiske symfonier faktisk blev skrevet uden for England, og der er flere af dem, end man skulle tro. Haydn lavede mindst 104, Mozart mere end 40, det lyder som mange, men hvis vi i øvrigt tæller op, kan vi finde omkring 16.500 symfonier komponeret mellem 1720 og 1804. Langt de fleste er skrevet til fyrstehoffer, klostre, adelspalæer og offentlige koncerter i Mellemeuropa, hvor selvsikre officerer, gejstlige og akademikere nok ville bede sig fritaget for at blive regnet som medlemmer af borgerskabet.
De følsomme romaner og skuespil fra Mozarts tid er et spejl af borgerskabets liv, men ideen bag tidens symfonier er ikke borgerlig men aristokratisk. En symfoni kan godt opfattes som en opera uden ord. I første sats bliver vi præsenteret for et problem. I operaen er det konflikten mellem det, personerne bør gøre, og det, de har lyst til at gøre. I symfonien er det konflikten mellem hoved- og sidetema. I symfoniens langsomme sats møder vi den aristokratiske drømmeverden: svævende, pastoral, smuk, tåget, utopisk. Tredje sats er den gammeldags let højtidelige menuet med den lidt bondske trio – aldrig ægte landlig men altid landlig idyl set gennem en aristokrats briller. Og til slut den dansende glade finale: fornem, munter men trods alt kultiveret og civiliseret, - dannet morskab, harmonisk og netop så klassisk som en vittig og intelligent konversation i en frisindet parisisk salon. Balancen er genoprettet, konflikten overstået, det hele er godt igen og alt ved det gamle. Kunst skal nemlig bevæge, røre og oplyse – men helst ikke forurolige. Der er stadig lang vej til Beethoven.
En symfoni er måske en opera uden ord, men den er også god underholdning, og derfor kunne begavede mennesker på én gang glæde sig over moderne provokerende borgerlig litteratur og over mere stabile aristokratiske symfonier. Den slags musik blev værdsat overalt i Europa, fordi den var skrevet harmonisk og på et musikalsk sprog, alle forstod: italiensk.
Perioden kaldes klassikken, fordi den er blevet klassisk for os. Det er blevet vores musiks guldalder. Men tiden selv var også klassisk interesseret. Mange af de mennesker, som levede på Mozarts tid, vendte sig mod den antikke oldtid. Flere af Mozarts operaer foregår faktisk i oldtiden. Det er i klassikken, de begynder at grave efter og finde skjulte fortidsbyer. De dannede giver sig til at samle på smukke gamle kunstværker, som forfatteren Johann Wolfgang von Goethe, der fylder sit borgerhus i Weimar med antikke statuer og afstøbninger, der bliver udstillet mod de pompejanske vægges strålende farver. Goethe tog til Italien nogle år efter Mozart, mere for at opleve end for at lære, og han kom hjem med erfaringer om ægte sydlandsk natur, erotik og kunst. Han kom sig aldrig og hans oplevelser prægede hele det intellektuelle Europa. Museer og biblioteker skyder op. De taler om den evige kunst – eller om kunst for kunstens skyld. Som Goethe samler de på stumper fra oldtiden, fordi de små enkelte dele for dem har en eviggyldig indre skønhed. En græsk vase, en romersk mønt, en klassisk søjle fra Sicilien – tingene bliver flyttet væk fra deres oprindelige sammenhæng og står fra nu af på hylder og piedestaler. Der ser de smukke og enkle ud, og herfra skal de give tilskuerne en moderne æstetisk nydelse.
De italienske operaer kunne have udgangspunkt i antikken, men musikken var altid moderne. Den italienske musikstil var for de gamle, hvad den amerikanske popmusik er for os: en elsket og uundværlig fællesnævner. Derfor tog alle komponister, som havde råd, til Italien, også Mozart. De skulle lytte og lære og rejse hjem og vise, hvad de havde lært. 1700-tallets komponister taler ikke desto mindre meget om den blandede stil. Det er måske svært for os at høre, men det, vi kalder den wienerklassiske stil, er stykket sammen af musik fra mange lande. Harmoniske mønstre og melodistumper fra den italienske sangbare stil, blandet med franske danserytmer, tysk orkesterlyd, bøhmisk folkemusik og rester af den dogmatiske katolske kirkemusik. Stilen er en blandingsstil, men den blev kendt som wienerklassik og betragtes stadig som et harmonisk hele. Dele af den overlevede i Vesteuropa helt op til 1. verdenskrig. Det er i klassikken, at den vestlige verdens koncertvæsen bliver grundlagt, og det moderne koncertlivs styrker og svagheder er allerede til stede før år 1800. Meget af det, vi opfatter som selvfølgeligheder i musiklivet er ting, som først dukkede op i klassikken. Vores musikliv blev skabt i Mellemeuropa for 200 år siden. Vi kalder også perioden klassikken, fordi den på mange måder er påvirket af drømmen om den klassiske harmoni. Musikken er bygget op i klare overskuelige former, der er system i tingene. Mange satser er styret af den køreplan, vi i dag kalder sonateform, hvor to temaer stilles over for hinanden, kæmper, forenes og til slut går op i en højere enhed og der er andre styresystemer og konventioner, ikke mindst i operaerne. Langt de fleste klassiske komponister holder reglerne, først Beethoven begynder at udvide grænserne for, hvad man kan, og det bliver klassikkens død.
Klasikken danner overgangen mellem den gamle og den nye tid. Mozart skriver først og fremmest sin musik til et aristokratisk publikum, men han oplever begyndelsen på den franske revolution, og 20 år efter hans død er den moderne verden brudt igennem. De første dampmaskiner er på vej, mens folkemindeforskerne samler alt, hvad de kan støve op af eventyr, sagn og fortællinger fra livet på landet i gamle dage. Her er noget det moderne menneske kan bruge. En viden og en visdom, som måske er ved at gå tabt. De udgiver deres fund, både i originale og bearbejdede udgaver, og der er faktisk penge i den slags. Ganske som det er moderne at samle på græske vaser og romerske mønter. De gamle fund bliver symboler på noget ægte, næsten økologisk, der skal minde os om den harmoni, vi alle mangler.Noget af det samme sker i musikken. Den folkelige brugsmusik bliver registreret og hentet ud af dagliglivet, bearbejdet og brugt i koncertsalen. De stykker, som før var skrevet til bestemte formål: Gudstjeneste, militærparader, bryllupper og baller bliver nu i bearbejdet form spillet for et velvilligt publikum ved offentlige koncerter. I barokken var en menuet noget, man dansede. I klassikken bliver det noget, man lytter til. Den ny musik blev engang komponeret til dagligdagen; nu er den er skrevet til koncertlivet. Og som Goethes antikke buster bliver den gamle musik, der engang havde sin egen mening, stillet op på en piedestal som en æstetisk oplevelse. Der har den stået lige siden.