Lidt om, hvad der ellers skete i 1772

af Claus Johansen

Wolfgang Amadeus Mozart var mere veluddannet end de fleste. Det, man kan lære, havde han lært af sin far og af en række af Europas førende komponister og musikteoretikere, som han og familien opsøgte på adskillige store udlandsrejser. Det, man ikke kan lære, var han tilsyneladende født med. Han var et undtagelsesmenneske og havde han passet sin skole, var han næppe blevet den Mozart, vi kender.

Men der var andre mere almindelige og mindre privilegerede børn i det østrigske kejserrige og det var især dem, den fornuftige Kejser Joseph den 2. havde i tankerne, da han besluttede at oprette offentlige skoler i Østrig. Kejseren var fascineret af tidens moderne ideer om oplysningens velsignelser, så der blev indført skolepligt for både piger og drenge.

Kapelmester Mozarts søn fra Salzburg når aldrig at komme i skole, men alligevel er han veluddannet. I en alder af 16 år har han allerede mødt adskillige kunstnere og lærde folk i Østrig, Tyskland, England, Frankrig, Nederlandene og Italien. Han har konverseret med konger og ministre og talt med paven i Rom. Han har modtaget udmærkelser og rosende omtale fra videnskabelige og musikalske akademier. Han følger med, er god til matematik, elsker at danse, går ofte i teatret og læser ikke så lidt. Han taler tysk, italiensk, en smule fransk og forstår en del latin. Han er god til at tegne, og så er han et af de mest musikalske mennesker, der nogensinde har levet. Når han komponerer, behersker han de nyeste musikalske former, men han udforsker sjældent andre universer end sit eget. Til gengæld er hans udforskning så menneskelig og alment forståelig, at den sandsynligvis aldrig vil miste vores interesse.

Den besjælede natur

Mens den unge komponist sidder i sin fars nye hus i Salzburg og udvider sit begreb om, hvad en moderne symfoni kan, udforsker en uforfærdet englænder ved navn James Bruce Den blå Nil helt til det sted, hvor den møder Den hvide Nil, mens dristige kuske for første gang nogensinde fører hestevogne gennem Brennerpasset i Alperne. I 1772 sker landvindingerne på mange områder. I London har en entreprenør netop lanceret et produkt, han kalder ”negerhud”, vi bruger det endnu under den pænere betegnelse viskelæder. Men i 1772 handler det ikke kun om at udvide, overskride og viske ud – der skal også produceres noget nyt.

I Strasbourg forklarer Herder de unge digtere, at man som forfatter ikke behøver at klynge sig til den elskede klassicisme. Hvorfor ikke lade sig inspirere af Homer, Shakespeare eller det gamle Testamente? Hvad er der galt med folkesange og viser og eventyr? En af hans disciple er den geniale unge jurist Goethe, der i perioder glemmer alt om jura og skriver om frihedshelten Götz von Berlichingen med Jernnæven (mit der eisernen Hand). Selv bliver han hilst med jubel af tidens progressive intellektuelle. Det er begyndelsen på en indre revolution, hvor man trin for trin kaster dele af den gamle verdens fornuft bort og styrter sig i de store følelsers vold. Den unge Goethe går i sine digte til angreb på guderne selv og i Mahomets Gesang beskriver han, hvordan det store menneske er i stand til at begejstre og rive alle andre med sig. Det er også i 1772, han forelsker sig i en pige, som helst skal have en anden. Og da kærligheden ikke kan fuldbyrdes, vrider han sin fortvivlelse ud i den følsomme roman om den unge Werters lidelser (Die Leiden des jungen Werters), hvor hovedpersonens lidenskab smelter sammen med den glødende natur. Da forholdet også i bogen viser sig at være håbløst, bliver den samme natur ond og truende. Den besjælede natur er født. Det ender med selvmord i bogen og sværmerisk føleri blandt læserne. 

Joseph Haydn er en af de mange komponister, som bliver inspireret af den nye følelsesprægede stil. Han skriver en række eksperimenterende symfonier med skarpe accenter, skærende kanter, let brutale effekter, gribende næsten sentimentale melodier og overraskende harmonier. Også de er led i den bevægelse, som ad mange veje forsøger at overskride grænser for at give mere magt til de umiddelbare følelser. Men alt er stadig holdt på plads inden for de klassiske rammer.

Den nye verden

Mens følelserne koger hjemme i Europa sejler den uforfærdede James Cook ud i kulden for at finde Terra Australis, det kolossale lykkeland, som må befinde sig et sted syd for Australien – i det mindste i teorien. Men hvad hjælper teorien, når ismasserne forhindrer Cook i at komme frem. Ekspeditionen, der tager tre år, fører ikke til det forventede kontinent; til gengæld begynder man at tale om et nyt sted, som bliver kaldt Antarktisk.

1772 er et år, hvor de både føler og måler og beskriver. Forskerne Priestley og Scheele har for et år siden uafhængigt af hinanden opdaget grundstoffet ilt. Og nu er Scheele på vej med en beskrivelse af klor. Henry Cavendish udgiver “Attempts to Explain some of the Phenomena of Electricity”, mens Pruesley opdager, at planter udskiller ilt. En af årets mest omtalte bøger er af Euler. Den hedder ”Lettres à une princesse d’Allemagne” og forklarer nogle af de love, som gælder inden for mekanik, akustik, astronomi og optik.

Nye fagområder åbner sig overalt. De fleste af dem springer direkte ud af den verden, vi lever i. Vi kender fænomenerne, men nu skal de beskrives videnskabeligt og helst således, at de kan diskuteres af ethvert dannet menneske. Vi er nemlig i oplysningstiden. Det gælder om at lægge kendsgerninger frem og om at stille spørgsmål til det vedtagne, ganske enkelt, fordi viden vil gøre verden til et bedre sted at leve. Der er nok at tage fat på, for den sociale nød er stadig forfærdende overalt. Hverken oplysningstankerne eller de store følelsers gennembrud når frem til det flertal af lidende og sultende europæere, der slider sig ihjel som arbejdere, håndværkere og bønder under forhold som slaver. Den nye verden er på vej, men foreløbig er friheden kun for de privilegerede. 

Enevælde

På plussiden kan vi anføre, at det er i 1772 Frankrig afskaffer inkvisitionen – i det mindste på papiret. Oplysningsfilosofferne har i årevis kæmpet for menneskelighed, frisind og tolerance, og ideerne er ved at slå igennem, men når årsregnskabet skal gøres op, er 1772 vist i det store hele et skammeligt år. I højsommeren den 5. august beslutter tre oplyste monarker, kejserinden af Rusland, kongen af Prøjsen og kejseren af Østrig at besætte hver sin del af Polen. Da de er stærkere end Polen, ser de ingen grund til at forhandle. Hviderusland går til Rusland, Galizien til Østrig og Vestpreussen til Preussen. Polen mister en tredjedel af sit landområde og halvdelen af sin befolkning.

Det er kun ganske få, der vover at stille spørgsmål til det grundlæggende. Magthavernes position er urørlig og nærmest guddommelig. Den almindelige styreform er stadig de fleste steder enevælde, hvilket i praksis vil sige diktatur. Censur er der i langt de fleste lande, og ingen kritik er uden konsekvenser.

Den, der forsøger at ændre ved selve systemet risikerer livet. Det erfarer den danske minister Struensee, der har tiltaget sig magten og i en kort periode forsøger at skabe en stat inspireret af oplysningsfilosoffernes teorier om tolerance og medmenneskelighed. Det er slemt nok, men da han også styrer uden om den evnesvage danske konge og dertil styrer direkte i seng med dronningen, har man et glimrende påskud for at vælte ham. Den følsomme og oplyste Grev Struensee bliver henrettet under brutale former i København i april 1772, mens undtagelsesmennesket Mozart sidder i sin fars hus i Salzburg og arbejder på sin symfoni nr. 15.