Mozart og fløjten
Af Claus Johansen
Der er fløjter med i alle Mozarts store wiener- og prageroperaer, der medvirker en eller to fløjter i de fleste af hans sene symfonier, i mange af klaverkoncerterne og i adskillige af de store orkesterserenader. Men i de tidlige operaer og symfonier fra Italien og Salzburg ser det anderledes ud. Her er grundstammen i blæsergruppen to oboer og to (eller fire) horn, ofte forstærket i bunden af en eller to fagotter og ved festlige lejligheder suppleret af pauker og trompeter. Fløjter forekommer, men som regel kun i enkeltsatser i stedet for oboerne, hvilket tyder på, at det var de samme mennesker, som spillede begge instrumenter til at begynde med.
Fløjten, som egentlig er et gammelt instrument, blev ikke fast medlem af orkestret før engang i 1770erne. Instrumentet havde imidlertid en lang historie bag sig. De fløjter, Mozart kendte, kalder vi klassiske, men de er i nær familie med de gamle barok-traversfløjter, der blev udviklet i Paris og Versailles omkring 1670. Fløjten er som regel fremstillet af adskillige dele, der sættes sammen, før man spiller, og den samlede fløjte bliver smallere ned mod bunden, hvor den er forsynet med en enkelt klap, der åbnes, når man spiller tonen Es. 1700-tallets fløjter er som regel fremstillet i buksbom, men andre træsorter forekommer og enkelte luksusinstrumenter er drejet i elfenben. Musikeren blæser hen over et hul i mundstykket, lyden dannes, når luftstrømmen rammer den skarpe kant (som når man blæser i en flaske). Fløjten holdes som regel mod højre. Der er 6 fingerhuller og en klap, men der forekommer jo mere end 7 toner i 1700-tallets musik. Ved hjælp af såkaldt overblæsning (kraftigere luftstrøm og/eller ændret blæsevinkel) kan musikeren få fløjtens tone til at ”knække”, så den springer op i en højere oktav. De halve toner (dem med kryds eller b) der ligger mellem grundtonerne, får man frem med gaffelgreb, hvor man f.eks. løfter finger 2, mens 1 og 3 stadig dækker deres huller. Resultatet er ikke helt rent, men en øvet fløjtenist kan korrigere tonehøjden med læber og luftstrøm.
På Mozarts tid fremstillede man fløjter i fire dele, altså med to mellemstykker. Det første af disse fandtes ofte i flere udgaver med forskellige længder, så musikeren kunne vælge forskellige tonehøjder som udgangspunkt, hvilket var nødvendigt for rejsende virtuoser, da to storbyer sjældent havde den samme kammertone. Musikere og instrumentbyggere eksperimenterede gennem hele 1700-tallet med fløjtens huller og boring, og i midten af århundredet opstod den klassiske enklapsfløjte, som er lidt smallere udboret end barokfløjterne. Det giver en bedre højde og en mere fokuseret klang, der gør instrumentet bedre egnet til orkesterbrug. Det var den fløjte, Mozart kendte og skrev for det meste af sit liv, med enkelte undtagelser. Hans parisiske koncert for fløjte og harpe er komponeret til en fransk amatør, der havde et instrument med en ekstra dyb C-klap og Mozart udnyttede naturligvis behændigt de muligheder, det gav.
1700-tallets fløjter fungerer bedst i krydstonearter (f.eks. G-dur, D-dur og A-dur) og det er ofte i de tonearter, Mozart lader dem afløse orkestrets oboer. I de senere wienerkompositioner bruger han, måske inspireret af Haydn, fløjterne i mange tonearter og gerne i instrumentets højeste leje, så de svæver højt over oboer og klarinetter, hvilket i øvrigt flere samtidige skribenter fandt både vulgært og ”skrigende”.
Det varede længe, før fløjten blev et fast medlem af orkestret. Den var på Mozarts tid først og fremmest et instrument for amatører og virtuoser. En fløjte er ikke så anstrengende at spille på som en obo eller en fagot. En god fløjte var til at betale, og den krævede ikke så megen øvelse som en violin. Den var let at transportere og den var yderst velegnet til 1700-tallets intime og følsomme kammermusik. Mozart kendte adskillige professionelle fløjtesolister. Den berømte virtuos Wendling fra Mannheim var en af hans nære venner, men næsten alle Mozarts soloværker for fløjte er skrevet til amatører, og dem var der mange af i 1700-tallet. Studenter, adelsmænd og officerer blæste fløjte. Musikforlagene udgav derfor bunker af fløjtemusik. I 1770ernes København samlede grev Raben og den unge kammerherre Gjedde kolossale (endnu bevarede) mængder af fløjtemusik. Den preussiske statskasse udbetalte virtuosen Quantz løn som en minister for at komponere fløjtemusik og indstudere den med sin elev Frederik den Store. Fyrsten Carl August i Mannheim, der bestilte og betalte Mozarts opera Idomeneo, brugte ikke så lidt af sin fritid på at stresse af med en fløjte. Det er fløjteamatøren De Jean vi kan takke for Mozarts fløjte-koncerter og kvartetter.
Men hvorfor skulle en fornem herre lige spille fløjte? For det første, fordi det var moderne, for det andet fordi det så pænt ud, og for det tredje fordi det lød pænt. Desuden sendte fløjtespil nogle vigtige signaler. Fløjten var et ”naturligt” instrument og filosoffen Rousseau udgav Vivaldis Foråret for solofløjte i sin egen bearbejdelse, der med fuglekvidder sendte tilhørerne direkte tilbage til naturen. Overalt spillede adelige og borgerlige amatører duetter, og ofte med hinanden. Fløjten var om ikke demokratisk så i det mindste befriende. Den frisindede danske Grev Brandt spillede vemodige soloer i fængslet, før han blev henrettet. Han var en måske lidt naiv oplysningsmand; havde han levet i 1968 havde han vel spillet guitar. Her 200 år før viste hans fløjtespil, at han var med på sin tids mode, at han gik ind for dele af den oplyste preussiske enevælde og dyrkede den moderne franske naturlighed. Man kan vel altid begynde sin kulturkamp med at blæse det hele et stykke. En enkelt negativ bemærkning i et enkelt brev fra Mannheim er anledning til den misforståelse, at Mozart ikke brød sig om fløjter. Han var ung, da han skrev det brev, han var også presset, forvirret og forelsket; i den situation kan en bestilling på fløjtekoncerter og kvartetter til en sandsynligvis uduelig amatørmusiker ærlig talt godt være temmelig irriterende. Misforståelsen bliver i øvrigt gendrevet af Mozart selv gang på gang, ikke i brevene men i partiturerne. Man behøver blot at høre hans dobbeltkoncert for fløjte og harpe eller fløjtesoloerne fra Tryllefløjten for at forstå, at han kendte det instrument, holdt af det og forstod at få det bedste ud af det. Og så kommer vi heller ikke uden om, at det var ham, som komponerede historiens to mest spillede fløjtekoncerter.